Min datter

Tirsdag…
Mørket havde lagt sig tidligt. Jeg kan ikke helt sige hvornår, for jeg sad med ryggen til. Og da jeg vendte mig om var det kravlet hen over spisebordet. Koppen med den kolde kaffe havde ventet længe, jeg tog en slurk og mærkede det kolde på min læber. Kold kaffe kan være fint, men med mørket var kulden krøbet med og kold kaffe med kolde hænder er ikke min kop te. Jeg rejste mig hurtigt, for tiden var væk og mit barn skulle hentes fra fodbold. Mit barn som er gået hen og blevet 12 år på ingen tid.
Hun var egentlig glad for at skulle hentes, som regel er det pinligt at ens mor tropper op, men i dag i blæst og kulde passede det. Og jeg glædede mig. Den tunge dyne frakke lå parat på sofaen og lod sig smyge om min kolde ryg. Luften mellem fjerene og mig begyndte straks samarbejdet og varmen blev tydelig.
Nøgler, telefon og penge, afsted…
Vejene var fulde af hvide og røde stjerner som sneg sig gennem København. Der var tid nok. Søerne var sorte med hvide prikker af svaner. Gadebelysningen ramte som prikker på forruden, og gjorde det svært for mørket helt at trække sin pose ned over os, der sad ved siden af hinanden i hvert vores køretøj.
Jeg holdt helt stille på Tagensvej, hospitalet på venstre side hvor begge min børn så dagens lys, stod og blæste sig op som den imposante bygning den er. En kvinde med sit barn trådte ud på fodgængefeltet. Barnet skuttede sig og puttede sig ind til sin mor i ly for den kolde blæst, der trænger ind gennem marv og ben. Kvindens blik trak ned ad og mundvigene opad, mens de gik hånd i hånd. De var nok på vej hjem til de lyse vinduer og varmen i køkkenet. Hun havde en tung pose i den anden hånd, sikkert fuld af madvarer, måske skulle de have pandekager til dessert, fordi det var blevet efterår og lovligt.

Grønt.
Jeg sætter bilen i gang, letter på foden og kører gennem det sidste af København.
Bussen ved siden af mig indeholder en prop af mennesker med samme mangel på ansigtsudtryk.

Endelig er jeg her.
Jeg parkerer lige hen over en sø af mudder, som jeg vælger at sætte begge mine støvler ned i og synker langsomt ned, mens jeg låser bilen. Jeg kan se pigerne på banen der er oplyst. Jeg kan hører deres råb. Jeg er den stolte mor på mudderstøvlerne, der tramper gennem stien og suger alle indtryk til mig. Dampen fra pigernes kroppe ligger om dem som små skyer af englestøv. Hendes hestehale kastes rundt, jeg ser hende tydeligt. Ikke kun fordi hun rager op over alle de andre. Men fordi hun er min.

Jeg nyder blæsten, mørket udenfor banen, duften af svedende børn og lyden af kamp. De er færdige.
Vi bevæger os op til huset og tasken der er låst inde. Fodbold pigernes knopper larmer mod fliserne.
Skabet bliver låst op og hun skifter tøj. Jeg sidder overfor og ser hendes tørklæde falde ned mellem tremmerne i bænken. Jeg bukker mig ned for at samle det op, og i dét øjeblik går 12 år gennem mig.
Jeg er mor, jeg samler op, jeg passer på, jeg holder under. Jeg glædes og jeg sørger. Jeg nusser og aer.
Jeg er…