Ihhhh… nytårsshopping

Det startede sådan set ganske fint. Altså hvis jeg ser bort fra da jeg hang fast i dørhåndtaget og tabte mit glas med kaffe ud over døren, dørtrinnet, gulvet, mine træningsbukser og min hvide trøje…
Jeg tog tidligt til træning og med tungen snorret rundt om håndtaget på torturinstrumentet og dunsten af kaffe i mine træningsbusker, som jeg ikke nåede at skifte inden, kastede jeg en smule kalorier væk fra den ene hofte, den anden tager jeg i det næste årti.
Efter et langt varmt bad og 25 minutters hårbørstning fordi min frisør mente den balsam var lige mig, styrter jeg ned af trappen og ind i Birgit den underste underbo, som med sin kvarte smøg på underlæben forsøger at få sagt Godt nytår, og du taler i øvrigt altid i telefon…
Margith venter med sit dejlige glade smil på mig udenfor, og vi går fnisende gennem København til brunch…
Men så er det der skal handles mad.
Jeg har sørget for at få skrevet den indkøbsseddel som skal hindre mig i at overkøbe i noget jeg nok har glemt! I nat drømte jeg, at jeg havde glemt at købe ind til dessert, og her hjalp ingen kreativ mor. Så jeg var nødt til at være på forkant.
Irma er stoppet af svedende mennesker og små børn, Ej Jonas, se lige hvor meget vin dén mand har købt. Og nej, Mor synes nok ikke det er en god idé at du får mere slik. Jeg venter på en indkøbsvogn. Jeg venter længe…
Trækker vejret dybt. Der er masser af tid, jeg er på ingen måde presset.
Jeg kigger på sedlen, putter varer i vognen. Masser af rødbeder, kartofler, løg, hm… ingen estragon, spinat, pinjekerner, INGEN GULERØDDER???????? kaffe, mel og mel (Camilla Plum længe leve), æg for Guds skyld, youhurt… Gad vide om jeg ikke skulle trodse indkøbssedlen og kaste noget slik ned i vognen…
Endelig i køen, bagved en far som også havde masser af tid, til at tale med slagteren der lige kom forbi.
Det var sgu en god steg du fik lavet der, er der mere tilbage af den i morgen?
Øh… tak, jeg tror der lå en 10 stykker sidst jeg kiggede. Skal jeg lægge en ordenligt en af slagsen til side til dig?
Næ du, ellers tak. Det var bare, hvis der stod nogen og manglede!
Båndet er nu helt tomt for varer. Faderen kører klapvognen frem med sin indkøbsvogn, så Malte der hænger hen over den, stopper sin talestrøm for et sekund…
Jeg er simpelthen så dårlig til at stå i kø. Selvom jeg forbereder mig på det og trækker vejret helt ned til de storetæer der er ved at krybe ud af skoene af irritation, så hjælper det intet.
Endelig får Malte og hans far varerne på båndet. Jeg snupper lige en papirsdug på den sidste køretur til kassen.
Nu begynder jeg at svede, håret klistrer til kinden og mundvigen. Hvor er det dankort? 3 poser, 2 papirsposer, for de kan indeholde rigtig rigtig meget, og een af plast. Is, æg, mælk, olie og yoghurt i den samme pose, ovenpå kan ligge toiletpapiret, som jeg greb med den anden hånd lige inden kassen efter papirsdugene, kan ligge øverst. Mine fingre kramper for at nå fra den ene hank til den anden. Så, nu har jeg fat om det hele, husker at løfte i benene og ikke i ryggen. KNAK… der røg hanken. Is, æg, mælk, olie og yoghurt ud overalt… jeg trækker vejret.
Jeg snupper lige en anden pose ikke?!!! Manden ved kassen har ikke noget valg.
Lige nu tør jeg ikke se rundt på de 100 mennesker, som er lykkelige over det ikke er dem der er mig.
Jeg låser fokus fast på udgangen.
Jeg forstår ikke at mennesker er indrettet til kun at tænke på at komme ind før andre kommer ud…
Realistisk set så er der mere plads, hvis jeg kommer ud først, især fordi jeg lige nu fylder een del.

Jeg kommer rent faktisk helskindet over fodgængerfeltet, men så kommer jeg heller ikke så meget længere, før næste pose falder fra hinanden. Og mens jeg står og samler varer op, bøjer en mand sig ned. Jeg tænker, at der er retfærdighed til, at der findes mennesker som giver en hånd.
Could you spare some coins?
COULD I SPARE SOME COINS??? DO I FUCKING LOOK LIKE I COULD SPARE SOME COINS?
No…
En stor del af mit hår befinder sig nu i min mund, sveden svier i mine øjne og den ene hofte med de ekstra kalorier smerter og jeg halter hjemad. Drejer om hjørnet og en ældre herre går direkte ind i min lange papirsdug, ups, undskyld siger han, mens han skynder sig at komme først væk.

Jeg når frem til min hoveddør. Sætter varerne fra mig og finder nøglen. Jeg er ved at græde af at være fremme ved målet. Jeg træder indenfor med poserne, det vil sige, jeg ville have trådt indenfor, hvis ikke det var fordi min taske på ryggen hænger fast i dørhåndtaget. Jeg bander voldsomt da hjemmeplejen kommer ned af trappen, ingen forståelse for hun skal ud NU.
Jeg samler mine poser op incl de to som jeg havde stående i forvejen med roser og nye sko, som er fuldt fortjent!
Op på 4. grædende stiller jeg poserne foran døren. Hjemme, nu er verden sikker. Jeg er reddet af mig selv.
Varerne op på bordet, stegen til i morgen hænger til langsom optøning i vinduet. Jeg snupper lige et par fryseselementer og lægger ved. Hvor er jeg forudseende, utroligt at jeg trods alle strabadser klarer det hele, og tænker lidt længere.
Altså sådan havde det været, hvis jeg ikke havde kastet 6 æg på gulvet da jeg trækker mig tilbage fra vindueskarmen og stegen.
Og hvis jeg havde tjekket at der faktisk allerede lå 1 kg rødbeder, søde kartofler og jordskokker og ingefær og mælk i køleskabet, da jeg skrev indkøbssedlen…