Klokken er 20.30 jeg skulle sidde et helt andet sted i en helt anden temperatur i noget helt andet tøj og været sammen med alle andre end hende, jeg er sammen med. Hun er simpelthen så kedelig og usammenhængende, så jeg bliver idiot af det halve. Men vi er spundet sammen af fiskesnøre, og jeg er nødt til at lære at elske hende.

Vi sidder her i den samme frakke med de samme hænder der stikker ud. Hun siger de samme ting dag ud og nat ind. Men denne aften har jeg fået hende til at drikke te, creamtea for at det ikke skal være løgn, som om det gjorde hende blødere? Hun er hård i filten, men har heldigvis, ved jeg, et lag af det blødeste velour, lige til at pakke sig ind i.

Men jeg skulle have været i det lune Paris i dyre smukke gevanter, i selskab med en smuk klog mand, som ville finde mig dybt interessant, under lygter i tusinde farver, blinkende som stjerner i min Champagne...

Teen er blevet næsten lunken,

Om lidt rejser vi os og går hjem med hinanden, hånd i hånd. Hun har varme hænder, det har hun altid.

Jeg er helt klar, kom så med det…
Jeg er jo lige her!
Kan du ikke se mig? Det er mig i den blå frakke og de brune støvler, jeg står og vinker til dig…

Jeg står der midt i det hele helt alene og venter, mens verden suser forbi mig.
Jeg prøver at trække vejret, men det er som at køre i bil med hovedet ud af vinduet. Det lader sig ikke gøre. En kvinde passerer mig og hendes store sorte taske med simili og bling bling, rammer mig hårdt. Hun ser mig ikke, ikke før jeg falder. Helt overrasket kigger hun ned på mig. “Hov, jeg så dig slet ikke…” Nej, det er jeg klar over, tænker jeg, men smiler og siger at ingen ulykke er sket. Hun gjorde ikke det, ingen andre gør. Hun haster videre med tasken en anelse tættere til kroppen.
Jeg rejser mig op og går lidt fremad. Lyset bliver rødt og jeg venter.
Tæller, jeg plejer at kunne tælle til 97 fra lyset skifter fra det ene til det andet.
Jeg kommer til 105… Grøn mand gå.
18 hvide striber træder jeg på, jeg har korte ben, så jeg må næsten hoppe frem for at ramme helt ind på den næste hvide stribe.

Solen er holdt op med at skinne i København. Jeg er ikke klar over, hvornår det skete. Men jeg så det i morges, da jeg vågnede. Der var helt sort i mit soveværelse, heldigvis lyste clockradioen grønt med tal, så jeg vidste, at jeg var for sent på den. 07:39. Madpakker og morgenmad, 2 unger vasket, påklædt og på vej i skole på 24 minutter. Jeg kiggede ud af vinduet og så solen, som en tom kugle stod den på himlen uden lys. Jeg luftkyssede farvel til ungerne nede på gaden. Jeg så deres rygge med tunge skoletasker bevæge sig frem og ud i verden.

Dagen er gået tror jeg. Væk er den i hvertfald. Jeg træder knasende livet ud af en nedfalden kastanje. Min ene sko er nu højere end den anden, jeg nægter at stå som en anden idiot at skrabe skoen mod asfalten, som om der var hundelort under. Så jeg halter hen til den Franske Café ved den sidste sø. Der er et enkelt bord helt ude ved søen, jeg lægger min frakke fra mig og går ind og får den Café Latte med dobbelt shot jeg har tænkt på det sidste kvarter.
På bordet står en grim gul olielampe, jeg kigger ud over søen. Den grimme ælling er blevet endnu grimmere, som en teenager der ikke kan holde styr på sine vinger og lange hals, hænger den der i passende afstand til sin mor, og forsøger at snuppe noget hvidt brød en ældre dame kaster ud på søen. Min kaffe er dampende varm og skummet er hvidt med en formation af et bøgeblad.
Som et spil domino falder himlen ned over mig og kaster en kvist i min kaffe for derefter at trykke bordet sammen under glasset, som vælter sit varme indhold ned over mine lår. Jeg sidder med en bordplade i hænderne, kastanieraster under skoen og endnu meget varme lår. Olielampens indhold er på vej mod mig, det sejler hurtigt ned ad træet. Jeg forsøger at dirigere oliens retningen og når det lige inden en venlig sjæl befrier mig fra himlen og bordpladen der trykker sig ned over mig.

Jeg går hjem. Jeg er færdig med at tælle og holde øje med hvide streger.


Jeg vinker ikke mere…

PÅ ET GADEHJØRNE

De stod tæt sammen på et gadehjørne. Det var tidligt på dagen. Solen havde været oppe en lille times tid, og byen var så småt ved at vågne. De stod tæt sammen, dog uden at røre hinanden.

De var ved at tage afsked, efter en dejlig aften og en lige så dejlig nat.

Han var i hvid skjorte og sort jakkesæt. Hun var i en lang hvid kjole. To smukke unge mennesker, der lige havde mødt hinanden, og allerede skulle de sige farvel, og sandsynligvis ville de aldrig se hinanden igen.

Hun ville gerne trække det lidt ud, og ville gerne mødes med ham igen. Han havde travlt, og ville gerne videre. Hun greb ud efter hans hånd. Han lod hende gøre det. Hun strakte sig helt op på tåspidserne, næsten som en balletdanser.

Der stod hun, og ville give ham et kys til farvel, men han trak sig tilbage, og slog ud med den ene arm, som om han sagde: ”Hvad nytter det hele?”

Hun fik tårer i øjenene. Hviskede farvel, og vendte sig om og gik hen mod busstoppestedet.

Han blev stående et øjeblik, og så efter hende.

Så vendte han sig også, og gik i den anden retning. Efter få skridt, var det som om han stivnede, og blev stående der hvor han var nået til.

Solen var for alvor brudt i gennem, og morgen trafikken var taget til. Han kiggede op i lyset.

Der på hjørnet, hvor de havde stået for få minutter siden, var der nu et mylder af mennesker. Alle sammen på vej.

Han vendte sig atter om, og så efter hende. Hun var nået hen til busstoppestedet, og stod der og ventede på, at bussen skulle standse, så hun kunne komme hjem, og glemme.

Han så hende stå der. Han kaldte på hende, men hun hørte ham ikke. Han begyndte at løbe hen mod hende.

Buschaufføren åbnede dørene, og hun steg ind. Han kaldte igen. Hun havde allerede sat sig ved et vindue i bussens bagende.

Bussen satte i gang, og svingede ud i trafikken.

Han råbte en sidste gang, men for sent. Han forsøgte at indhente bussen, men den kørte allerede for stærkt. Hun sad på bagsædet, ved vinduet, med ryggen til ham, og så ham ikke. Han stod tavs og forstenet tilbage på fortovet, og så hende forsvinde i myldretrafikken.

Hun sad og så ud på byen, der passerede forbi hende. Hun så på alle de mennesker, der var kommet af sted hjemmefra i sidste øjeblik, og derfor havde enormt travlt. Hun så på solen, på træerne i parken, på duerne der fløj op, og på sit eget spejlbillede i bussens rude.

Hun så, at hun havde tårer i øjnene.