Breve fra Mikkel

Jeg er helt klar, kom så med det…
Jeg er jo lige her!
Kan du ikke se mig? Det er mig i den blå frakke og de brune støvler, jeg står og vinker til dig…

Jeg står der midt i det hele helt alene og venter, mens verden suser forbi mig.
Jeg prøver at trække vejret, men det er som at køre i bil med hovedet ud af vinduet. Det lader sig ikke gøre. En kvinde passerer mig og hendes store sorte taske med simili og bling bling, rammer mig hårdt. Hun ser mig ikke, ikke før jeg falder. Helt overrasket kigger hun ned på mig. “Hov, jeg så dig slet ikke…” Nej, det er jeg klar over, tænker jeg, men smiler og siger at ingen ulykke er sket. Hun gjorde ikke det, ingen andre gør. Hun haster videre med tasken en anelse tættere til kroppen.
Jeg rejser mig op og går lidt fremad. Lyset bliver rødt og jeg venter.
Tæller, jeg plejer at kunne tælle til 97 fra lyset skifter fra det ene til det andet.
Jeg kommer til 105… Grøn mand gå.
18 hvide striber træder jeg på, jeg har korte ben, så jeg må næsten hoppe frem for at ramme helt ind på den næste hvide stribe.

Solen er holdt op med at skinne i København. Jeg er ikke klar over, hvornår det skete. Men jeg så det i morges, da jeg vågnede. Der var helt sort i mit soveværelse, heldigvis lyste clockradioen grønt med tal, så jeg vidste, at jeg var for sent på den. 07:39. Madpakker og morgenmad, 2 unger vasket, påklædt og på vej i skole på 24 minutter. Jeg kiggede ud af vinduet og så solen, som en tom kugle stod den på himlen uden lys. Jeg luftkyssede farvel til ungerne nede på gaden. Jeg så deres rygge med tunge skoletasker bevæge sig frem og ud i verden.

Dagen er gået tror jeg. Væk er den i hvertfald. Jeg træder knasende livet ud af en nedfalden kastanje. Min ene sko er nu højere end den anden, jeg nægter at stå som en anden idiot at skrabe skoen mod asfalten, som om der var hundelort under. Så jeg halter hen til den Franske Café ved den sidste sø. Der er et enkelt bord helt ude ved søen, jeg lægger min frakke fra mig og går ind og får den Café Latte med dobbelt shot jeg har tænkt på det sidste kvarter.
På bordet står en grim gul olielampe, jeg kigger ud over søen. Den grimme ælling er blevet endnu grimmere, som en teenager der ikke kan holde styr på sine vinger og lange hals, hænger den der i passende afstand til sin mor, og forsøger at snuppe noget hvidt brød en ældre dame kaster ud på søen. Min kaffe er dampende varm og skummet er hvidt med en formation af et bøgeblad.
Som et spil domino falder himlen ned over mig og kaster en kvist i min kaffe for derefter at trykke bordet sammen under glasset, som vælter sit varme indhold ned over mine lår. Jeg sidder med en bordplade i hænderne, kastanieraster under skoen og endnu meget varme lår. Olielampens indhold er på vej mod mig, det sejler hurtigt ned ad træet. Jeg forsøger at dirigere oliens retningen og når det lige inden en venlig sjæl befrier mig fra himlen og bordpladen der trykker sig ned over mig.

Jeg går hjem. Jeg er færdig med at tælle og holde øje med hvide streger.


Jeg vinker ikke mere…