De stod tæt sammen på et gadehjørne. Det var tidligt på dagen. Solen havde været oppe en lille times tid, og byen var så småt ved at vågne. De stod tæt sammen, dog uden at røre hinanden.
De var ved at tage afsked, efter en dejlig aften og en lige så dejlig nat.
Han var i hvid skjorte og sort jakkesæt. Hun var i en lang hvid kjole. To smukke unge mennesker, der lige havde mødt hinanden, og allerede skulle de sige farvel, og sandsynligvis ville de aldrig se hinanden igen.
Hun ville gerne trække det lidt ud, og ville gerne mødes med ham igen. Han havde travlt, og ville gerne videre. Hun greb ud efter hans hånd. Han lod hende gøre det. Hun strakte sig helt op på tåspidserne, næsten som en balletdanser.
Der stod hun, og ville give ham et kys til farvel, men han trak sig tilbage, og slog ud med den ene arm, som om han sagde: ”Hvad nytter det hele?”
Hun fik tårer i øjenene. Hviskede farvel, og vendte sig om og gik hen mod busstoppestedet.
Han blev stående et øjeblik, og så efter hende.
Så vendte han sig også, og gik i den anden retning. Efter få skridt, var det som om han stivnede, og blev stående der hvor han var nået til.
Solen var for alvor brudt i gennem, og morgen trafikken var taget til. Han kiggede op i lyset.
Der på hjørnet, hvor de havde stået for få minutter siden, var der nu et mylder af mennesker. Alle sammen på vej.
Han vendte sig atter om, og så efter hende. Hun var nået hen til busstoppestedet, og stod der og ventede på, at bussen skulle standse, så hun kunne komme hjem, og glemme.
Han så hende stå der. Han kaldte på hende, men hun hørte ham ikke. Han begyndte at løbe hen mod hende.
Buschaufføren åbnede dørene, og hun steg ind. Han kaldte igen. Hun havde allerede sat sig ved et vindue i bussens bagende.
Bussen satte i gang, og svingede ud i trafikken.
Han råbte en sidste gang, men for sent. Han forsøgte at indhente bussen, men den kørte allerede for stærkt. Hun sad på bagsædet, ved vinduet, med ryggen til ham, og så ham ikke. Han stod tavs og forstenet tilbage på fortovet, og så hende forsvinde i myldretrafikken.
Hun sad og så ud på byen, der passerede forbi hende. Hun så på alle de mennesker, der var kommet af sted hjemmefra i sidste øjeblik, og derfor havde enormt travlt. Hun så på solen, på træerne i parken, på duerne der fløj op, og på sit eget spejlbillede i bussens rude.
Hun så, at hun havde tårer i øjnene.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar