Ihhhh… nytårsshopping

Det startede sådan set ganske fint. Altså hvis jeg ser bort fra da jeg hang fast i dørhåndtaget og tabte mit glas med kaffe ud over døren, dørtrinnet, gulvet, mine træningsbukser og min hvide trøje…
Jeg tog tidligt til træning og med tungen snorret rundt om håndtaget på torturinstrumentet og dunsten af kaffe i mine træningsbusker, som jeg ikke nåede at skifte inden, kastede jeg en smule kalorier væk fra den ene hofte, den anden tager jeg i det næste årti.
Efter et langt varmt bad og 25 minutters hårbørstning fordi min frisør mente den balsam var lige mig, styrter jeg ned af trappen og ind i Birgit den underste underbo, som med sin kvarte smøg på underlæben forsøger at få sagt Godt nytår, og du taler i øvrigt altid i telefon…
Margith venter med sit dejlige glade smil på mig udenfor, og vi går fnisende gennem København til brunch…
Men så er det der skal handles mad.
Jeg har sørget for at få skrevet den indkøbsseddel som skal hindre mig i at overkøbe i noget jeg nok har glemt! I nat drømte jeg, at jeg havde glemt at købe ind til dessert, og her hjalp ingen kreativ mor. Så jeg var nødt til at være på forkant.
Irma er stoppet af svedende mennesker og små børn, Ej Jonas, se lige hvor meget vin dén mand har købt. Og nej, Mor synes nok ikke det er en god idé at du får mere slik. Jeg venter på en indkøbsvogn. Jeg venter længe…
Trækker vejret dybt. Der er masser af tid, jeg er på ingen måde presset.
Jeg kigger på sedlen, putter varer i vognen. Masser af rødbeder, kartofler, løg, hm… ingen estragon, spinat, pinjekerner, INGEN GULERØDDER???????? kaffe, mel og mel (Camilla Plum længe leve), æg for Guds skyld, youhurt… Gad vide om jeg ikke skulle trodse indkøbssedlen og kaste noget slik ned i vognen…
Endelig i køen, bagved en far som også havde masser af tid, til at tale med slagteren der lige kom forbi.
Det var sgu en god steg du fik lavet der, er der mere tilbage af den i morgen?
Øh… tak, jeg tror der lå en 10 stykker sidst jeg kiggede. Skal jeg lægge en ordenligt en af slagsen til side til dig?
Næ du, ellers tak. Det var bare, hvis der stod nogen og manglede!
Båndet er nu helt tomt for varer. Faderen kører klapvognen frem med sin indkøbsvogn, så Malte der hænger hen over den, stopper sin talestrøm for et sekund…
Jeg er simpelthen så dårlig til at stå i kø. Selvom jeg forbereder mig på det og trækker vejret helt ned til de storetæer der er ved at krybe ud af skoene af irritation, så hjælper det intet.
Endelig får Malte og hans far varerne på båndet. Jeg snupper lige en papirsdug på den sidste køretur til kassen.
Nu begynder jeg at svede, håret klistrer til kinden og mundvigen. Hvor er det dankort? 3 poser, 2 papirsposer, for de kan indeholde rigtig rigtig meget, og een af plast. Is, æg, mælk, olie og yoghurt i den samme pose, ovenpå kan ligge toiletpapiret, som jeg greb med den anden hånd lige inden kassen efter papirsdugene, kan ligge øverst. Mine fingre kramper for at nå fra den ene hank til den anden. Så, nu har jeg fat om det hele, husker at løfte i benene og ikke i ryggen. KNAK… der røg hanken. Is, æg, mælk, olie og yoghurt ud overalt… jeg trækker vejret.
Jeg snupper lige en anden pose ikke?!!! Manden ved kassen har ikke noget valg.
Lige nu tør jeg ikke se rundt på de 100 mennesker, som er lykkelige over det ikke er dem der er mig.
Jeg låser fokus fast på udgangen.
Jeg forstår ikke at mennesker er indrettet til kun at tænke på at komme ind før andre kommer ud…
Realistisk set så er der mere plads, hvis jeg kommer ud først, især fordi jeg lige nu fylder een del.

Jeg kommer rent faktisk helskindet over fodgængerfeltet, men så kommer jeg heller ikke så meget længere, før næste pose falder fra hinanden. Og mens jeg står og samler varer op, bøjer en mand sig ned. Jeg tænker, at der er retfærdighed til, at der findes mennesker som giver en hånd.
Could you spare some coins?
COULD I SPARE SOME COINS??? DO I FUCKING LOOK LIKE I COULD SPARE SOME COINS?
No…
En stor del af mit hår befinder sig nu i min mund, sveden svier i mine øjne og den ene hofte med de ekstra kalorier smerter og jeg halter hjemad. Drejer om hjørnet og en ældre herre går direkte ind i min lange papirsdug, ups, undskyld siger han, mens han skynder sig at komme først væk.

Jeg når frem til min hoveddør. Sætter varerne fra mig og finder nøglen. Jeg er ved at græde af at være fremme ved målet. Jeg træder indenfor med poserne, det vil sige, jeg ville have trådt indenfor, hvis ikke det var fordi min taske på ryggen hænger fast i dørhåndtaget. Jeg bander voldsomt da hjemmeplejen kommer ned af trappen, ingen forståelse for hun skal ud NU.
Jeg samler mine poser op incl de to som jeg havde stående i forvejen med roser og nye sko, som er fuldt fortjent!
Op på 4. grædende stiller jeg poserne foran døren. Hjemme, nu er verden sikker. Jeg er reddet af mig selv.
Varerne op på bordet, stegen til i morgen hænger til langsom optøning i vinduet. Jeg snupper lige et par fryseselementer og lægger ved. Hvor er jeg forudseende, utroligt at jeg trods alle strabadser klarer det hele, og tænker lidt længere.
Altså sådan havde det været, hvis jeg ikke havde kastet 6 æg på gulvet da jeg trækker mig tilbage fra vindueskarmen og stegen.
Og hvis jeg havde tjekket at der faktisk allerede lå 1 kg rødbeder, søde kartofler og jordskokker og ingefær og mælk i køleskabet, da jeg skrev indkøbssedlen…

Min datter

Tirsdag…
Mørket havde lagt sig tidligt. Jeg kan ikke helt sige hvornår, for jeg sad med ryggen til. Og da jeg vendte mig om var det kravlet hen over spisebordet. Koppen med den kolde kaffe havde ventet længe, jeg tog en slurk og mærkede det kolde på min læber. Kold kaffe kan være fint, men med mørket var kulden krøbet med og kold kaffe med kolde hænder er ikke min kop te. Jeg rejste mig hurtigt, for tiden var væk og mit barn skulle hentes fra fodbold. Mit barn som er gået hen og blevet 12 år på ingen tid.
Hun var egentlig glad for at skulle hentes, som regel er det pinligt at ens mor tropper op, men i dag i blæst og kulde passede det. Og jeg glædede mig. Den tunge dyne frakke lå parat på sofaen og lod sig smyge om min kolde ryg. Luften mellem fjerene og mig begyndte straks samarbejdet og varmen blev tydelig.
Nøgler, telefon og penge, afsted…
Vejene var fulde af hvide og røde stjerner som sneg sig gennem København. Der var tid nok. Søerne var sorte med hvide prikker af svaner. Gadebelysningen ramte som prikker på forruden, og gjorde det svært for mørket helt at trække sin pose ned over os, der sad ved siden af hinanden i hvert vores køretøj.
Jeg holdt helt stille på Tagensvej, hospitalet på venstre side hvor begge min børn så dagens lys, stod og blæste sig op som den imposante bygning den er. En kvinde med sit barn trådte ud på fodgængefeltet. Barnet skuttede sig og puttede sig ind til sin mor i ly for den kolde blæst, der trænger ind gennem marv og ben. Kvindens blik trak ned ad og mundvigene opad, mens de gik hånd i hånd. De var nok på vej hjem til de lyse vinduer og varmen i køkkenet. Hun havde en tung pose i den anden hånd, sikkert fuld af madvarer, måske skulle de have pandekager til dessert, fordi det var blevet efterår og lovligt.

Grønt.
Jeg sætter bilen i gang, letter på foden og kører gennem det sidste af København.
Bussen ved siden af mig indeholder en prop af mennesker med samme mangel på ansigtsudtryk.

Endelig er jeg her.
Jeg parkerer lige hen over en sø af mudder, som jeg vælger at sætte begge mine støvler ned i og synker langsomt ned, mens jeg låser bilen. Jeg kan se pigerne på banen der er oplyst. Jeg kan hører deres råb. Jeg er den stolte mor på mudderstøvlerne, der tramper gennem stien og suger alle indtryk til mig. Dampen fra pigernes kroppe ligger om dem som små skyer af englestøv. Hendes hestehale kastes rundt, jeg ser hende tydeligt. Ikke kun fordi hun rager op over alle de andre. Men fordi hun er min.

Jeg nyder blæsten, mørket udenfor banen, duften af svedende børn og lyden af kamp. De er færdige.
Vi bevæger os op til huset og tasken der er låst inde. Fodbold pigernes knopper larmer mod fliserne.
Skabet bliver låst op og hun skifter tøj. Jeg sidder overfor og ser hendes tørklæde falde ned mellem tremmerne i bænken. Jeg bukker mig ned for at samle det op, og i dét øjeblik går 12 år gennem mig.
Jeg er mor, jeg samler op, jeg passer på, jeg holder under. Jeg glædes og jeg sørger. Jeg nusser og aer.
Jeg er…

Klokken er 20.30 jeg skulle sidde et helt andet sted i en helt anden temperatur i noget helt andet tøj og været sammen med alle andre end hende, jeg er sammen med. Hun er simpelthen så kedelig og usammenhængende, så jeg bliver idiot af det halve. Men vi er spundet sammen af fiskesnøre, og jeg er nødt til at lære at elske hende.

Vi sidder her i den samme frakke med de samme hænder der stikker ud. Hun siger de samme ting dag ud og nat ind. Men denne aften har jeg fået hende til at drikke te, creamtea for at det ikke skal være løgn, som om det gjorde hende blødere? Hun er hård i filten, men har heldigvis, ved jeg, et lag af det blødeste velour, lige til at pakke sig ind i.

Men jeg skulle have været i det lune Paris i dyre smukke gevanter, i selskab med en smuk klog mand, som ville finde mig dybt interessant, under lygter i tusinde farver, blinkende som stjerner i min Champagne...

Teen er blevet næsten lunken,

Om lidt rejser vi os og går hjem med hinanden, hånd i hånd. Hun har varme hænder, det har hun altid.

Jeg er helt klar, kom så med det…
Jeg er jo lige her!
Kan du ikke se mig? Det er mig i den blå frakke og de brune støvler, jeg står og vinker til dig…

Jeg står der midt i det hele helt alene og venter, mens verden suser forbi mig.
Jeg prøver at trække vejret, men det er som at køre i bil med hovedet ud af vinduet. Det lader sig ikke gøre. En kvinde passerer mig og hendes store sorte taske med simili og bling bling, rammer mig hårdt. Hun ser mig ikke, ikke før jeg falder. Helt overrasket kigger hun ned på mig. “Hov, jeg så dig slet ikke…” Nej, det er jeg klar over, tænker jeg, men smiler og siger at ingen ulykke er sket. Hun gjorde ikke det, ingen andre gør. Hun haster videre med tasken en anelse tættere til kroppen.
Jeg rejser mig op og går lidt fremad. Lyset bliver rødt og jeg venter.
Tæller, jeg plejer at kunne tælle til 97 fra lyset skifter fra det ene til det andet.
Jeg kommer til 105… Grøn mand gå.
18 hvide striber træder jeg på, jeg har korte ben, så jeg må næsten hoppe frem for at ramme helt ind på den næste hvide stribe.

Solen er holdt op med at skinne i København. Jeg er ikke klar over, hvornår det skete. Men jeg så det i morges, da jeg vågnede. Der var helt sort i mit soveværelse, heldigvis lyste clockradioen grønt med tal, så jeg vidste, at jeg var for sent på den. 07:39. Madpakker og morgenmad, 2 unger vasket, påklædt og på vej i skole på 24 minutter. Jeg kiggede ud af vinduet og så solen, som en tom kugle stod den på himlen uden lys. Jeg luftkyssede farvel til ungerne nede på gaden. Jeg så deres rygge med tunge skoletasker bevæge sig frem og ud i verden.

Dagen er gået tror jeg. Væk er den i hvertfald. Jeg træder knasende livet ud af en nedfalden kastanje. Min ene sko er nu højere end den anden, jeg nægter at stå som en anden idiot at skrabe skoen mod asfalten, som om der var hundelort under. Så jeg halter hen til den Franske Café ved den sidste sø. Der er et enkelt bord helt ude ved søen, jeg lægger min frakke fra mig og går ind og får den Café Latte med dobbelt shot jeg har tænkt på det sidste kvarter.
På bordet står en grim gul olielampe, jeg kigger ud over søen. Den grimme ælling er blevet endnu grimmere, som en teenager der ikke kan holde styr på sine vinger og lange hals, hænger den der i passende afstand til sin mor, og forsøger at snuppe noget hvidt brød en ældre dame kaster ud på søen. Min kaffe er dampende varm og skummet er hvidt med en formation af et bøgeblad.
Som et spil domino falder himlen ned over mig og kaster en kvist i min kaffe for derefter at trykke bordet sammen under glasset, som vælter sit varme indhold ned over mine lår. Jeg sidder med en bordplade i hænderne, kastanieraster under skoen og endnu meget varme lår. Olielampens indhold er på vej mod mig, det sejler hurtigt ned ad træet. Jeg forsøger at dirigere oliens retningen og når det lige inden en venlig sjæl befrier mig fra himlen og bordpladen der trykker sig ned over mig.

Jeg går hjem. Jeg er færdig med at tælle og holde øje med hvide streger.


Jeg vinker ikke mere…

PÅ ET GADEHJØRNE

De stod tæt sammen på et gadehjørne. Det var tidligt på dagen. Solen havde været oppe en lille times tid, og byen var så småt ved at vågne. De stod tæt sammen, dog uden at røre hinanden.

De var ved at tage afsked, efter en dejlig aften og en lige så dejlig nat.

Han var i hvid skjorte og sort jakkesæt. Hun var i en lang hvid kjole. To smukke unge mennesker, der lige havde mødt hinanden, og allerede skulle de sige farvel, og sandsynligvis ville de aldrig se hinanden igen.

Hun ville gerne trække det lidt ud, og ville gerne mødes med ham igen. Han havde travlt, og ville gerne videre. Hun greb ud efter hans hånd. Han lod hende gøre det. Hun strakte sig helt op på tåspidserne, næsten som en balletdanser.

Der stod hun, og ville give ham et kys til farvel, men han trak sig tilbage, og slog ud med den ene arm, som om han sagde: ”Hvad nytter det hele?”

Hun fik tårer i øjenene. Hviskede farvel, og vendte sig om og gik hen mod busstoppestedet.

Han blev stående et øjeblik, og så efter hende.

Så vendte han sig også, og gik i den anden retning. Efter få skridt, var det som om han stivnede, og blev stående der hvor han var nået til.

Solen var for alvor brudt i gennem, og morgen trafikken var taget til. Han kiggede op i lyset.

Der på hjørnet, hvor de havde stået for få minutter siden, var der nu et mylder af mennesker. Alle sammen på vej.

Han vendte sig atter om, og så efter hende. Hun var nået hen til busstoppestedet, og stod der og ventede på, at bussen skulle standse, så hun kunne komme hjem, og glemme.

Han så hende stå der. Han kaldte på hende, men hun hørte ham ikke. Han begyndte at løbe hen mod hende.

Buschaufføren åbnede dørene, og hun steg ind. Han kaldte igen. Hun havde allerede sat sig ved et vindue i bussens bagende.

Bussen satte i gang, og svingede ud i trafikken.

Han råbte en sidste gang, men for sent. Han forsøgte at indhente bussen, men den kørte allerede for stærkt. Hun sad på bagsædet, ved vinduet, med ryggen til ham, og så ham ikke. Han stod tavs og forstenet tilbage på fortovet, og så hende forsvinde i myldretrafikken.

Hun sad og så ud på byen, der passerede forbi hende. Hun så på alle de mennesker, der var kommet af sted hjemmefra i sidste øjeblik, og derfor havde enormt travlt. Hun så på solen, på træerne i parken, på duerne der fløj op, og på sit eget spejlbillede i bussens rude.

Hun så, at hun havde tårer i øjnene.

Sidste sommermorgen

Solens stråler rammer vinduet og vækker mig. Jeg tumler ud af sengen og inden øjnene har fået vand og kan åbnes, har jeg sat vand over til kaffen. Jeg ved, det er den sidste sommermorgen, og jeg skal nå det. Nå at ånde det hele ind, så det bliver siddende. Jeg flår de franske glasdøre op… mit første rigtige åndedrag skal hives ind ude. Så står jeg dér, tæerne begravet i det dugvåde græs.

Jeg er målløs, selv om jeg ventede det og havde længtes efter det, så blev jeg ikke skuffet.
Mine sanser er på overarbejde, mine øjne vidt åbne for at se så meget som muligt.
Luften prikker på mine bare ben, mens jeg ser solen stige højere og højere op.

Jeg drikker min kaffe og ser på sneglene slime deres vej op ad stauderne, der har haft deres storhedstid.
Edderkopperne har danset i nat, deres liner hænger mellem grene og blade, deres perfekte spind og base er pyntet med små glasperler af dug. Jeg overser ét, da jeg flytter en gren og havner med spindet i næse, hår og øjne… ARGH… jeg taber min kop, varm kaffe overalt. Den varme drik damper op fra græsset, mens jeg desperat ryster min krop som en anden middelmådig samba-danser i en park. Bare tanken om at edderkoppen har siddet i sit spind og nu sidder i mit hår, får min hud til at rejse sig.

Jeg kan høre ungerne er stået op. Deres kroppe der strækker søvnen af sig, mens de kalder på mig…
Den sidste sommermorgen er præcis, som den skal være…