Solens stråler rammer vinduet og vækker mig. Jeg tumler ud af sengen og inden øjnene har fået vand og kan åbnes, har jeg sat vand over til kaffen. Jeg ved, det er den sidste sommermorgen, og jeg skal nå det. Nå at ånde det hele ind, så det bliver siddende. Jeg flår de franske glasdøre op… mit første rigtige åndedrag skal hives ind ude. Så står jeg dér, tæerne begravet i det dugvåde græs.
Jeg er målløs, selv om jeg ventede det og havde længtes efter det, så blev jeg ikke skuffet.
Mine sanser er på overarbejde, mine øjne vidt åbne for at se så meget som muligt.
Luften prikker på mine bare ben, mens jeg ser solen stige højere og højere op.
Jeg drikker min kaffe og ser på sneglene slime deres vej op ad stauderne, der har haft deres storhedstid.
Edderkopperne har danset i nat, deres liner hænger mellem grene og blade, deres perfekte spind og base er pyntet med små glasperler af dug. Jeg overser ét, da jeg flytter en gren og havner med spindet i næse, hår og øjne… ARGH… jeg taber min kop, varm kaffe overalt. Den varme drik damper op fra græsset, mens jeg desperat ryster min krop som en anden middelmådig samba-danser i en park. Bare tanken om at edderkoppen har siddet i sit spind og nu sidder i mit hår, får min hud til at rejse sig.
Jeg kan høre ungerne er stået op. Deres kroppe der strækker søvnen af sig, mens de kalder på mig…
Den sidste sommermorgen er præcis, som den skal være…
Ingen kommentarer:
Send en kommentar