”Du må nok hellere blive liggende” sagde en rolig stemme. ”Dit ben er ikke helt som det plejer at være”
Jeg så overrasket på ham. Han lignede fuldstændig en Falckmand på arbejde. Ved nærmere eftersyn, viste det sig, at han var præcis det han lignede. Oven i købet var han på arbejde inde i en ambulance.
”Kan du huske noget?” spurgte han.
Huske hvad? Der var vist noget, jeg var gået glip af.
Jeg kiggede på det ben, han havde sagt var anderledes end sædvanligt. Nu plejer jeg jo ikke, at lade mig rive med af hvad som helst, men på den anden side, så havde jeg på det tidspunkt, aldrig før set et åbent benbrud i virkeligheden. Og slet ikke et på mit eget ben.
”Hvad er det?” spurgte jeg lettere chokeret.
”Et åbent benbrud” svarede han ”kan du slet ikke huske noget?”
Det var på det tidspunkt, at jeg opdagede bulen, jeg havde i nakken. Så vidste jeg da i det mindste, hvor min hovedpine stammede fra.
Det var sådan set, alt hvad jeg vidste, og Falckmanden var ikke til meget hjælp.
”Hvorfor er min sko våd?” spurgte jeg. ”Ja, det kunne jeg egentlig også godt tænke mig at vide” svarede han, og så spekulativ ud.
”Hvor fandt i mig?”
”På gulvet i din stue”
”Hvordan kom i ind?”
”Med en økse. De er ved at reparere døren igen”
”Hvem tilkaldte jer?”
”Det gjorde du selv. Inden du besvimede”
- - - - -
Allerede 5 dage efter stod jeg og kiggede på min nye hoveddør. Det tog længere tid, at gå op på femte sal med krykker, end jeg havde regnet med. De havde glemt at sætte brevsprække i, så alle reklamerne lå på måtten. Det gjorde det betydelig nemmere at åbne døren, end hvis de havde ligget inden for. Således entrede jeg min lejlighed for første gang siden mit uheld.
Lejligheden lignede sig selv. Fjernsynet viste Eurosport. Min kaffe var blevet kold og min is var smeltet. Intet tegn på kamp eller uheld. Ingen væltede møbler, eller smadrede vaser. Ingen baseballbats. Min mobil lå på gulvet, og var løbet tør for strøm.
Jeg ville aldrig finde ud af, hvad der skete den aften.
Jeg fandt en pizza frem fra fryseren, og tændte ovnen. En irriterende flue begyndte at summe rundt i køkkenet. Den skulle have en over nakken, men fluesmækkeren hang ikke på sin plads, så jeg hentede en reklameavis ude på trappen. Det overlevede fluen ikke.
Pizzaen var næsten færdig, og jeg satte en tallerken frem.
Jeg gik ud på badeværelset, for at vaske mine hænder inden pizzaen. Fluesmækkeren lå ude på badeværelsesgulvet. Jeg hang den på plads.
Pizzaen gjorde mig godt, efter 5 dage med kartofler med forskelligt tilbehør.
Nu skulle det blive rart med en rigtig kop kaffe og en is. Vandet blev sat over. Jeg glædede mig til atter at flyde ud i min sofa, og til at få gipsbenet op i hvilestilling. Men inden, måtte jeg lige en tur på toilettet.
Mens jeg stod der, og tømte min blære, fik jeg øje på et edderkoppespind i hjørnet oppe under loftet. Edderkoppen sad lige til at smække. Jeg hentede, så hurtigt mit brækkede ben tillod det, fluesmækkeren. Jeg erfarede dog straks, at jeg ikke kunne nå edderkoppen fra gulvet, men måtte have noget at stå på. Jeg slog toiletbrædtet op, og stillede mig ved hjælp af krykkerne op på kanten af toilettet. Jeg kunne, hvis jeg strakte mig alt hvad jeg kunne på det raske ben, lige akkurat nå at baske edderkoppen. Jeg tog godt tilløb med smækkeren, og slog til alt hvad jeg kunne, vel vidende, at jeg sikkert ikke ville få mere end den ene chance. Lige inden fluesmækkeren ville ramme sit mål, løftede jeg mig helt op på tærene, på den fod hele min vægt hvilte på.
Og så sker det!
Min fod glider fra toiletkanten og ned i toilettet. Hele min krop følger naturligvis med ned, og da min fod støder mod bunden af kummen, tvinges min krop bagover. Det sidste jeg husker, inden mit baghoved hamrer ned i det hårde badeværelsesgulv, er lyden af mit ben der brækker.
Hvordan det er lykkedes mig at kravle ind i stuen, og ringe 112, er stadig en gåde.
