Der er de morgener, hvor tiden står stille. Hvor jeg bare sidder i ro og ser på de lange skygger i vindueskarmen, på køkken bordet. Fra koppen smyger dampen sig op ad, rundt om lampen og ud af vinduet. Der er en umærkelig stillestående bevægelse. Selv fluen er i ro, et enkelt ben gnider sig op ad det andet.
Pludselig sætter det hele i gang. Øjeblikket er væk og jeg holder fast med næb og kløer. Men morgenen sætter i gang, hurtigere og hurtigere, og jeg ville ønske den aldrig gjorde. Der er ingen vej tilbage, solens stråler kravler hurtigt op ad koppen, dampen er væk, skyggerne bevæger sig i hast over min hånd hvor blodårerne er tydelige af krampe. Min vejrtrækning er i stød, jeg tør ikke blinke og tankerne i mit hoved falder ned som vasketøj fra en snor.
Livet er ikke til at holde tilbage…
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar