Breve fra Mikkel

Elkedlen sender skyer af damp op mod det lave loft.
Udenfor er der mørkt, helt mørkt. Jeg ved det, for jeg er lige kommet hjem.
Egentlig kan jeg ikke fordrage at bevæge mig udenfor alene om natten, og om 5 minutter er klokken midnat. Havengangens tårnhøje hække virkede imposante og en smule truende i det manglende lys. Om få timer, når solen rejser sig fra øst, vil det se helt anderledes ud derude på havegangen.
Hækkene vil stå grønt, de sidste stauder knejse med deres kæmpe kroner og skyggerne danse i vinden. Men nu, nu er der sort derude.

Jeg købte en lottokupon i dag, ikke fordi jeg følte mig særlig heldig, men fordi det er meget længe siden. Og mens jeg venter på vandet har kogt og kaffen næsten lavet sig selv, tænker jeg på alle de penge, jeg måske har vundet?! Ny bil ? Ej, fin bil jeg har, nyt hjem? Hm… egentlig ganske godt tilfreds, kunne dog godt bruge en lille bitte udbygning her på mit kolonihavehus. Og så alligevel ikke, ungerne har snart ikke lyst til at bruge tiden heroppe, og hvad jeg skal så med ekstra plads? Desuden er vores fællessoveværelse med senge hængt på væggen super hyggelig, når vi allesammen ligger og ånder fred og ro derinde. Nyt tøj? Ej, så først et nyt klædeskab. En ny hængekøje, Ja, det kunne vi bruge, men snart er sæsonen ovre og så skal vi alligevel vente til foråret! Nyt fjernsyn? Ej, for egentlig ser jeg nærmest ikke fjernsyn.
Puha, det er svært at bruge mange millioner mens jeg venter på vandet koger.
Måske skulle man bare droppe det der lotto? Jeg har det, jeg skal have.

Køleskabet brummer og ryster lidt frost af sin boks. Roserne udenfor vinduet kigger lyserødt ind i stuen.

Min kaffe er færdig…