torsdag den 10. september 2009
22.44
Kaffen er på plads i vindueskarmen, til højre for lænestolen. Lænestolen er rykket hen til den ene ende af hjørnesofaen, så jeg kan have fødderne oppe. En dejlig måde at slappe af på. Telefonen er sat på lydløs, og Israel Houghton synger om ”The Power Of One” inde i mine ører. Fjernsynet bag mig viser vejrudsigt for 30 gang i dag. Utroligt at vejret fylder så meget i hverdagen, et det er nødvendigt at fortælle om det flere gange i timen. Hvad ville der ske, hvis de kun viste vejrudsigt hver anden dag? Ville vi så ikke have noget at tale med hinanden om? Ville vi så hele tiden gå rundt i det forkerte tøj?
Når jeg rækker ud efter kaffen i vindueskarmen, kan jeg gennem vinduet, se en stjerne. Det er rart at tænke på, at der er noget derude. Det er ikke sikkert, at der også er nogen derude, men jeg vælger at mene, at det er der naturligvis. Jeg vil aldrig kunne bevise det, og det har jeg heller ikke brug for. Der findes heller ikke beviser for det modsatte.
”Moving Forward” synger Israel. Det er lige præcis det jeg gør. Jeg sidder stille i min lænestol, med fødderne oppe i sofaen, og bevæger mig fremad. Fremad. Men uden at glemme at nyde nuet. Uden nuet, var der ikke noget om lidt.
Der er ikke mere kaffe tilbage, og om et øjeblik er der heller ikke mere torsdag. Lige så stille som torsdagen forsvinder, lige så stille dukker en ny og ubrugt fredag op. Jeg hilser fredagen velkommen fra min lænestol, og er sikker på at vi nok skal få styr på det. Fredagen og jeg.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar